Nicklas sparkede døren ind til Superego

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse

Nicklas sparkede døren ind til Superego

Hver morgen lidt i 8 lyder den efterhånden velkendte knasen mellem skateboard og asfalt. Det er Nicklas, vores grafikerelev, som møder ind. Rutineret glider han af brættet, mens det stadig ruller. Et let tryk med spidsen af sin sneak og brættet springer som en lydig agility-hund op i et fast greb i hans højre hånd. Nicklas gør det på den der måde, som skatere nu gør, og som man selv forstuver en ankel af selv at efterprøve.

»Jeg bor jo ikke så langt herfra. Det er bare en lille tur på 20 minutter,« fortæller han bag et forsigtigt smil.

Udover at være klassisk 18 år, så har Nicklas det ekstra gear, at han er et kreativt talent inden for grafisk og visuel storytelling; et talent vi hos Superego er ydmyge og taknemmelige for at være med til at drive og udvikle.

MASSER AF ANSVAR OG SPARRING

Nicklas har været med ombord hos Superego siden starten af januar 2021. Hverdagen er ved at indfinde sig, for det er en omvæltning det der med faste kontortider og at indgå i et arbejdsfællesskab.

Udover tilvænningen til et fuldtidsarbejdsliv ser Nicklas tilbage på nogle måneder, som nærmest er fløjet afsted. »Det er gået ”super” godt,« fortæller han med et skælmsk blik og fortsætter: »Den første uge var der en opstartsplan, så jeg kom stille og roligt i gang. Det var virkelig rart.«

Men der gik ikke lang tid, før Nicklas begyndte selv at svømme. »Altså, der gik jo ikke andet end et par dage højest, så sad jeg med mine egne opgaver. Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg allerede i den første uge ville få så meget ansvar,« fortæller han og uddyber eftertænksomt: »Men man er jo også ydmyg. For det, man laver, skal fungere. Det betyder virkelig noget, når der pludselig er professionelle og økonomiske interesser på spil i ens projekter.«     

Nicklas har fået sin egen faste plads i Superegos kreative afdeling. Her er han flankeret af et stærkt team bestående af brand designere, art directors, motion grafikere, grafiske designere samt idé- og konceptudviklere. Det er et stærkt lærings- og sparringsmiljø for et ungt, grafisk talent som Nicklas.

»Det er virkelig fedt at kunne sparre med professionelle øjne. Du kan altid sætte dig hen og spørge, hvis du har brug for hjælp. Og så er de også gode til, på eget initiativ, at invitere mig hen, hvis de sidder med et eller andet, de tænker, der er interessant for mig,« fortæller han.  

MAN VIL IKKE GÅ GLIP AF ALT DET SJOVE

Selvom Nicklas er blevet en del af et professionelt og ambitiøst arbejdsmiljø, så er omgangstonen let og uformel. »Arbejdsmiljøet betød enormt meget for mig, da jeg valgte elevplads. Her hos Superego har de det virkelig sjovt,« fortæller Nicklas. Han ser lidt ud i luften, griner og uddyber så: »Det er sjældent, jeg har høretelefoner på, mens jeg arbejder. Jeg vil jo ikke gå glip af alt det sjove, der bliver sagt.«

Humor fylder meget hos Superego, og i forening med den hyggelige omgangstone mellem kollegaerne er der skabt et gunstigt miljø for den kreativitet, idéudvikling og eksekvering, som netop er det, vi lever af som et visionært og kreativt marketingsbureau.

 

NYE KUNDER – NYE ARBEJDSOPGAVER HELE TIDEN

Som grafikerelev er der mange specialiseringsmuligheder og veje, man kan gå. Nicklas har hele tiden vidst, at hans sigte var rettet mod bureauverdenen, og det er der en særlig grund til. »Hvis der går for meget drift i mine arbejdsopgaver, så kommer jeg hurtigt til at kede mig. Drift er sjældent tilfældet i et bureau, da der hele tiden kommer nye kunder med nye opgaver til bordet, som skal løses,« fortæller han. 

Det handler ganske enkelt om, at Nicklas har brug for et stabilt flow af kreative udfordringer for at trives og udvikle sig, og der er Superego leveringsdygtig. »Jeg løser en masse forskellige opgaver. Lige nu er jeg i gang med at designe paraplyer, og jeg laver annoncer og artikler til et hav af forskellige tryksager. Opgaverne står allerede i kø, så det ville være synd at sige, at jeg keder mig og har svært ved at få tiden til at gå.«

NICKLAS OM FEM ÅR

Når man spørger til Nicklas’ karrieredrømme, lyser han op og svarer resolut: »Jeg vil gerne være brand designer, og så håber jeg selvfølgelig, at jeg kan blive her.« Han uddyber: »Det er virkelig fedt at starte fra absolut intet og så bygge en hel ny identitet og et visuelt udtryk op. Så har man bare et helt andet kreativt manøvrerum til at vise, hvad man kan uden at være bundet af en designmanuel.«

I det ligger der også det tætte samarbejde og sparringen med kunden, som tiltaler Nicklas. »Ofte har kunden gerne en fornemmelse af, hvad de gerne vil signalere og fortælle med deres brandidentitet. Det skal man så overføre og oversætte til et designoplæg, som alligevel formår at wow’e de fleste kunder på præsentationsmødet.«

Her på tredje måned er Nicklas allerede på vej ud af det mere faste skabelonsarbejde. »Jeg sidder lige nu og laver infografik på et kundeprojekt. Det lyder måske lidt banalt, men det er en del mere udfordrende og kalder på frie og kreative overvejelser fra min side,« fortæller han.

Hos Superego er vi spændte på at følge og dokumentere den kreative rejse, Nicklas er kommet på. Vi er stolte over at have fået en så talentfuld grafikerelev med på holdet, og vi er allerede wow’et af hans indsats de første par uger inde i samarbejdet.