Holstebro Handel
Filmproduktion
Holstebro har været handelsby siden 1274 og har i nyere tid flere gange kunnet bryste sig af titler som Danmarks bedste og smukkeste handelsby. Bymidten er levende. Der er atmosfære, kunst og mennesker. Der er specialbutikker, dagligvarebutikker, cafeer, restauranter og events, der tiltrækker folk fra nær og fjern.
Derfor har det også været både nærliggende og meningsfuldt, at vi som lokalt bureau har produceret en reklamevideo for Holstebro Handelsstandsforening, der på kort tid viser, hvor mange fede muligheder en dag i gågaden i Holstebro byder på.
Det er helt vildt, hvor meget detailhandlen i Holstebro kan. Vi fik til opgave at koge det hele ned til en 20 sekunders hæsblæsende biografreklame, der helt tydeligt viser, hvad og hvor meget du som handlende kan nå på en gågadetur i Holstebro.
Der er plads til blandt andet shopping, afslappende kaffetid, den gode gourmetoplevelse og de festlige drinks. Ægte oplevelser, der passer perfekt til videoens budskab; Prøv det i virkeligheden!
Udover den 20 sekunders lange video, der har kørt i biografen i både Holstebro og Herning, er videoen versioneret til de sociale medier.